Dejlig er den himmel blå,
lyst det er at se derpå,
hvor de gyldne stjerner blinke,
hvor de smile, hvor de vinke
os fra jorden op til sig.
Det var midt i julenat,
hver en stjerne glimted’ mat;
men med eet der blev at skue
een så klar på himlens bue
som en lille stjernes0l.
Når den stjerne lys og blid
sig lod se ved midnatstid,
var det sagn fra gamle dage,
at en konge uden mage
skulle fødes på vor jord.
Vise mænd fra Østerland
drog i verden ud på stand
for den konge at oplede,
for den konge at tilbede,
som var født i samme stund.
De ham fandt i Davids hjem,
de ham fandt i Bethlehem;
uden spir og konge trone,
der kun sad en fattig kone,
vugged’ barnet i sit skød.
Stjernen ledte vise mænd
til vor herre Kristus hen;
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
kommer vi til Jesus Krist.
Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans guddomsord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.
N.F.S. Grundtvig
Indsendt af: Anonym
|
